Grundig træt efter turistrundfart og fuldt forsikret om at skydækket var så massivt at jeg alligevel ikke ville kunne få nogle fornuftige skud i løbet af natten, gik jeg fortrøstningsfuldt i seng.

Ca kl. 03, stod der et fuldskæg og ruskede i mig, så jeg spjættede.
“Its now!” hviskede skægget.
“What now?”
“The Ligth are now”
Min hjerne stod helt stille. Pludselig blev kontakten tændt og så den vågnede den. FOR HEL##¤%& DER VAR NORDLYS !!!!.
Jeg røg ud af sengen, takkede Tommi og løb igennem huset. Greb en tilfældig jakke på vejen mod døren ud til gården. “Remember the camera” kaldte Tommi efter mig. Jeg vendte om, og greb kameraret fra spisebordet.

De grønne røgagtige skygger bølgede langsomt over himlen. Jeg fik monteret kameraret på tripoden, stilte mig ude i gården og glemte alt om at aktivere støjreduktion.
Der var et svagt skydække, men lyset kunne fint ses. Tommi kom ud og kiggede veltilpas og fornøjet på mig med en øl i hånden. “Sorry to wake you up, but I guessing, this is what you came for, in the first place”.

Jeg blev noget paf. Stod manden og undskyldte for at have vækket mig?
Hvor velopdragen kan man være? Jeg var superlykkelig.
Efter ca. 20 minutters intens fotografering samt “Novra” og “Iiih” og “Wauu” gik det op for mig, at jeg stod i -25°C, iført filttøfler, nattøj, vinterjakke og handsker.
Det sidste gravede jeg frem fra lommerne og fik på, efter at jeg havde rørt det iskolde metalstativ. Fingerspidserne føltes småbrændte de efterfølgende dage.

Jeg begyndte spontant at grine af mig selv.
Jeg havde slæbt en kæmpe kuffert, fyldt med varmt tøj med herop, for lige præcis dette øjeblik. Og nu stod jeg og var ved at splintre af kulde.
Tommi kiggede forvirret på mig med rynkede øjenbryn. Et udtryk der oftere og oftere dukkede op hos ham når jeg sagde et eller andet fantastisk morsomt.

“I just realized, I’m in my pyjamas” forklarede jeg grinende.
Han kiggede op og ned af mig “True” svarede han bekræftende og nippede til sin øl.

Jeg elsker finske mænd.

• 

•