I nat var jeg henne i den lokale førsteklasse.
En virksomhedsleder gik rundt i klassen, med et skilt om halsen hvor der stod “lærer” på.
Han bad alle børnene om at sætte sig ned. De gjorte de, nogen endda på gulvet, hvor de stod.
Det gjorte ham sur, og han sagde de var nogle fjollehoveder. De skulle jo sidde på stolene.

Han tog kasse med plastiktal og hældte dem ud på bordet foran lille Per.
Per kikkede fornøjet på alt det fine legetøj han der fik. Læreren ryddede en lille cirkel i midten og lagde et et tretal og et firtal frem, og sagde “læg dem sammen”, og gik han hen til sit bord.

Per kikkede først lidt forvirret på sine tal, men så lagde ham dem ved siden af hinanden (34) og kikkede op på læreren.
“Du skal lægge dem sammen, det har jeg jo sagt” sagde læren da han så hvad Per havde gjort.

Per kikkede ned på sine tal, og byttede rundt på dem (43). Han var tydeligt stolt over at have lagt tal sammen.
Læren så hvad Per havde gjort, og blev stram i stemmen. “Når jeg siger, du skal lægge dem sammen, så skal du gøre som jeg siger, og ikke spilde tiden med at lege”

Per blev tydeligt forvirret. Han havde jo gjort som han fik besked på, og han ville oprigtigt gerne lægge tallene sammen på den rigtige måde.

Skarpe folder blev mejslet i hans pande da han henfaldt i dybe grublerier over, hvordan han skulle løse opgave. Tungespidsen stak ud af mundvigen imens han holdt de to tal i hænderne, og kikkede intenst på dem, som kunne han ved sit blik, få dem til at tale.

Pludselig brød solen frem i hans lille ansigt. Han lyste lokalet op i ren henrykkelse da han stillede de to tal oven på hinanden.

Læren så det. Resolut fejede han alle tallene tilbage i kassen, greb Per i armen, alt i mens han brølede noget i stil med “nu er det fandme nok, du skal ikke sidde og grin med mig. Nu ryger du ned på kontoret, og så ringer jeg til dine forældre i aften. Så kan du lære at gøre som jeg siger”.