En morgnen, imens jeg stod gloede forstenet på kaffemaskinen, udbrød Tipi et forbløffet “Wau?”.
Ja, der skal være et spørgsmålstegn der. Hun havde set et fodspor i sneen, som ikke umiddelbart sagde hende noget.

Vi stimlede sammen udenfor og kiggede meget professionelt på fordybningerne og begyndte at diskutere hvilket dyr det mon kunne være.
Betonghettobybarn som jeg er, aner jeg intet om dyrespor, så mit bidrag var et forventningsfuldt og dybt humoristisk “Bjørn?”.
Jeg kunne straks se på Tommi’s ansigt at jeg lige var røget ned på pointskalaen og han forklarede meget pædagogisk at for det første sov bjørnene om vinteren, og for det andet så var deres poter på størrelse med frokosttallerkener, han viste med hænderne cirkastørrelsen.
Jeg havde svaret parat “Udviklingshæmmet og søvnløshed!”.
Tommi var på ingen på måde imponeret, og han udviste efterfølgende stor omsorg for min sikkerhed.
Nogen lider for skønheden, vi andre tager en for den gode joke.