Godmorgen… Jeg er normalt ikke noget morgenmenneske, men de nuancer kunne jeg ikke stå for, og efter at have kæmpet med de 20-30 cm snedybder i lånte filtstøvler, opgav jeg og krøb retur til både morgenmad og snesko.

Efter ca 20 minutter fik vi vækket Tommi til live, og vi kørte til Ylläs skibakke.
Det endte i den sædvanlig diskussion, for Tipi bliver ved med at kalde det en bakke, og jeg prøver til stadighed at forklare hende, at for en dansker er det altså et bjerg, fordi det danske kriteriet for at en bakke kan kaldes et bjerg, er et højdekrav på 200 m over havets overflade (Himmelbjerget er 147 m. over havets overflade) men det virker ikke helt som om det bider på hende.

Ylläs er 718 m. høj. De har den længste skiløjpe i Finland.
Jeg var mest interesseret i udsigten, hvilket desværre inkludere en tur i luftgondol, men jeg er ved at have styr på højdeskrækken. Jeg skal bare lade som om, at det er buske og trætoppe der passere. Så går det næsten.
Det koster 10 € at komme helt op på toppen, det giver jo så 5€ t/rt. når nu man ikke lider af selvskader psykosen.

På vejen fra lufthavnen mod Ylläs, havde jeg set et skilt der annoncerede med Snowvillage.
Det er helt bims! Folk betaler helt frivilligt mellem 320 – 385
€ for at ligge i en seng af isblokke, i en sovepose.
Hotelgæsterne kommer kl. 22:00 om aftenen, og går direkte i seng. Om morgnen er det direkte i sauna!
Det der skulle adskille Snowvillage, Kittelä er udsmykningen og skulpturene.
I år er temaet Game Of Thones, med accept og godkendelse fra HBO.
… Jeg ved godt at der er lovkrav, men da jeg fik øje på røgalarmerne og brændslukkeren, var jeg helt færdig af grin.
Jeg ville nok tilføje et par redningsveste og skrive “I tilfælde af brand”.

Nu var hele formålet med min tur, tofoldig. Besøge Tipi og fotografere nordlys.
Jeg havde installeret appen Auroa på min telefon, så jeg kunne holde øje med prognosen.
Desværre mente skydækket at det havde førsteret. Af bar frustreret forhåbning trampede jeg ud på søen om aftenen, og stod glanende i en 20 minutters tid.
20 minutter stillestående, har vist sig, at være min grænse i -25 grader.
I ventetiden tog jeg et par fotos… bare fordi jeg kedede mig.
Resultatet kom noget bag på mig.

Der kan snildt være nordlys – selvom vi ikke kan se det.
Normalt ville en langtidseksponering i mørke, blot gøre motivet lysere, evt. blåt, hvis man har fumlet lidt med hvidbalancen.
Aldrig grønt!
Vedmindre at det tilgængelige lys er grønt. Hvilket det vil være når der er nordlys.