Fordi turen med Søsser havde været en anelse turbulent, besluttede Konen og jeg, at gøre det en gang til, bare os to. Vi ville i ro og mag se de forskellige markeder. Især var der to håndværksmarkeder vi var særlig interessede i.

I Rødby blev vi ligesom sidst, spurgt til hvor i bilen (jeg) den bevægelseshæmmede sad. Derefter sørgede matroserne for, at vi kom til at holde, så jeg stort set kunne træde lige ind elevatoren og iøvrigt havde masser af plads til at lukke døren op.

Det rene luksus, og fantastisk god service!

Første stop i Lübeck blev et autoværksted. Ladelampen legede discolys, og det var i grunden ikke en særlig sjov leg.

Desværre havde den slags virksomheder også juletravlhed, og der fandtes ikke et drive-by værksted – et iværksætter projekt jeg gerne vil opfordre til – så vi havde valget imellem at gå i panik og drøne retur mod grænsen eller kikke hinanden dybt i øjnene (igen) og få det bedste ud af dagen. Der kunne vel ikke ske så meget ved at bilen holdt stille i Tyskland.

De to markeder vi var kommet derned for, var begge lukkede.

Så var der kun tilbage at spise sig igennem det store julemarked på Rådhuspladsen, og det er ikke noget jeg nødvendigvis behøver at gøre igen.

For at få fyldt tiden ud inden færgeafgang, besluttede vi at køre i Citti og handle julemad. Der var ingen grund til at jeg skulle bruge tid på at gøre det dagen efter, når det kunne klares med det samme.

Citti er ikke som andre supermarkeder fandt vi ud af. Citti er grunden til, at der er et SUPER i ordet, og vi var nær aldrig sluppet ud igen.

Jeg havde forberedt mig hjemmefra, Rema1000 har en ret cool app, hvor man kan lave indkøbsliste med pris på de forskellige varer. Så kan man nemt sammenligne priser – tænkte jeg.

Rema1000s app kræver internet for at kunne fungere og der var nul forbindelse i megabunkeren. Jeg fik købt: 2 citroner, 3 plader chokolade, 1 flaske solsikkeolie og 6 øl. Resten kunne jeg ikke huske.

Det svarer lidt til at køre fra Nakskov til Ikea Taastrup efter en pakke skruer.

I Puttgarden blev vi ekspederet og sendt til bane 7, ikke bane 1 som i Danmark. Konen var hurtig og fik viftet med handicapparkeringskortet. Lugemanden så pludselig ret træt ud og fik klemt noget ud mellem ribbenene om hvad hvem skal sige hvornår. Papirene røg retur, blev lavet om, og vi fik et ekstra ark med, med et handicapikon og en pil til højre på. Jeg sad i højre side. Det skulle ligge i forruden.

På Scandlines jule-/grænsehandelbilletter betaler man et depositum på 550 kr. Billetten koster 100 kr, så man får 450 kr retur… Hvis man afleverer et tilgodehavendebevis på returvejen. Det bevis udleveres ved tjekind.

Vi var kørt et par meter ind i området, da konen opdagede at vi ikke havde fået tilgodehavendebeviset sammen med de andre papirlapper. Hun bakkede resulut tilbage og mødte en, nu meget træt mand, der vinkede hende væk med beskeden, at hun, på grund af tidspunktet heller ikke kunne få et!

Ombord blev vi sendt helt forrest, til højre side i færgen. Jeg var nær aldrig kommet ud af bilen, fordi nabobilen holdt ret tæt på.

Kioskdamen fik vendt alles irritation over de ikke-udleverede tilgodehavendebeviser til en sjov og spas oplevelse. De ER ret venlige, de venlige besætningsmedlemmer, og nogle af dem er fødte gøglere.

I cafeteriet kom vi til at sidde ved siden af en køn kvinde der nonchalant kastede sin pelsjakke over stoleryggen.

Lige efter kom en vældig forelsket ulvehund og det var da kun pga ejerens hurtige reaktionsevne, at vi ikke fik opklaring på hvor længe en jakke er drægtig, og om det er der pelsluffer kommer fra.

Til hundens forsvar skal dog lige nævnes, at jakken lignede den til forveksling.

Det blev tid til at gå til bilen, vi var snart hjemme. Jeg havde ondt i hele kroppen og længtes i seng.

Imens vi sidder og venter på at det bliver lagt til, begynder konen at undre sig over, hvad det mon er, man på en færge kan finde på at reparere med grydesvampe og spændebånd.

Bovporten gik op og nabobilen startede motoren. Konen kikkede overrasket på den og kom med forskellige kommentarer omkring utålmodighed og røde lamper.

I takt med at vi kom tættere på land rykkede nabobilen længere ud på broklappen tiltrods for at der aldeles ikke var givet signal til noget som helst. De andre bilister var åbenbart lige utålmodige, for vi kunne høre motorstøj rundt om os. Grinende lavede jeg spøg med, at vi ikke kunne starte.

Vi kunne ikke starte.

Pludselig blev folk frådende arrige. Der er åbenbart en regel om, at hvis man ikke kommer fra borde i løbet af 5 seks. så skal man afleverer den førstefødte til rederiet. Det er jo også en form for personalerekruttering.

Matrosen var umådelig flink og skubbede os fra borde. Måske fordi vi ikke har nogen førstefødte og de kan ikke bruge katte.

Tiltrods for at grænsevagten udemærket godt kunne se, at det var noget grundlæggende galt med bilen, mente han alligevel at vi skulle tjekkes. Grundigt.

Til sidst fik vi trillet over på Statoiltanken lige efter færgeanlægget. Første handling: Ring til Veninde 006, hun bor i Maribo og kunne evt køre os hjem. Så måtte bilen sove i Rødby hvis Falck ikke ville have noget med den at gøre.

Hun var da allerede på rette vej. Datter 1 havde været til gymnastikfest på Bølandet og sad storsmilende på passagersædet.

17 år, nu med kørekort… og Bacardi breezerånde.

Vi krøb i flyverskjul i deres lune bil, og ventede på En Flink Falckmand der skulle udføre det rituelle genoplivningsforsøg inden bilen kunne dømmes til bugsering.

Kort tid efter dansede Konen og Den Flinke Falckmand om bilen, imens sad Veninde 006, Datter 01 og jeg i deres bil og betragtede festlighederne. Det var jo vigtig læring til den nyudklækkede billist.

Datter 01: Gad vide hvor de får deres benzin fra?

Mig: Øhm, den slags biler plejer at køre på diesel.

Datter 01: Okay, men hvor mon de får deres brændstof fra? OK eller Statoil. Og hvor meget kan de have med i bilen?

Veninde 006 og jeg kikker på forvirret på hinanden, hvad tænkte barnet mon på?

Falkmanden havde fået sat turboladeren på bilen og de stod og sludrede lidt imens der kom strøm på batteriet.

Datter 01: Han ved jo ikke hvad folk skal have på inden han kommer.

Veninde 006 og jeg fik den samme åbenbaring på samme tidspunkt, og imens hun foldede sammen i et voldsomt fniseanfald påbegyndte jeg en pædagogisk forklaring om, at man aldrig tanker en bil direkte ned i motorrummet. Veninde 006 brød ind med at hun da gerne gik over og spurgte falkmanden om hvor han fik sit strøm fra.

Barnets rødmende opremsning af, hvad hun faktisk godt vidste om biler druknede fuldstændig i vores ubarmhjertige latterbrøl.

Nogle ting vil forfølge en resten af livet. Og jeg er efterhånden godt træt af jul.