nimis

Billeder

Jeg kan ikke afvise, at jeg har været under indflydelse af en fiks idé, krydret med lidt midtvejskrise og garneret med oplysningen ”Du har ikke lymfekræft alligevel”. Det næste er, at i mit liv er det således, at hvis ”noget” bliver udsat i over 3-4 uger, så bliver det ikke gjort før efter 6 mdr. – aldrig. Som det tredje, vil jeg til mit eget forsvar lige nævne, at jeg HAVDE spurgt nogle venner, om de ville med, men de kunne ikke indenfor min deadlinegrænse. Så søndag morgen vågnede jeg op, kikkede i min arbejdskalender og besluttede at tage af sted om mandagen. Senere på dagen, kom jeg i tanke om, at jeg havde en aftale mandag aften, så måtte det blive afgang tirsdag. Ingen dillerdaller. Pak og kom ud af røret.

Jeg ville se Nimis…

To omstridte kunstværker

På den østlige side af naturreservatet Kullen, et par km nordvest for Arild, finder man Sveriges måske mest omstridte kunstværker, Nimis og Arx.

Nimis – en kæmpe skulptur af drivtømmer og brædder

Nimis, som på latin betyder “for meget”, er en 150 meter lang og op til 12 meter høj skulptur af drivtømmer og brædder, som man kan gå på og kravle i. Konstruktionen består af omkring 160.000 stykker træ – omkring 75 tons – og er bygget på en skrænt og omgivet af flere tårne længere nede på stranden. Med sine labyrinter og tårne er Nimis blevet erklæret for selvstændig stat, Ladonia.

Nimis er opført af kunstneren og kunstprofessoren Lars Vilks. Han begyndte at opføre skulpturen i 1980 og har lige siden ligget i konflikt med myndigheder, som ønsker Nimis fjernet. Retssagerne har afløst hinanden, men Nimis står der endnu. Flere gange har der været hærværk mod skulpturen, hvor den er blevet brændt delvis ned, eller hvor folk har forsøgt at ødelægge den med motorsav…

http://www.sydsverige.dk/?pageID=136

 

Længere nede i artiklen står der noget om vejrute og terrænbeskrivelse. Men… hvorfor læse så langt??

Det faktum, at de svenske myndigheder ikke vil støtte projektet og vil have det fjernet, burde have fået en alarmklokke til at ringe, men hvis jeg på noget som helst tidspunkt har haft en tanke over årsagen til det, så har været, at det nok havde noget med byggetilladelser på strand at gøre. Det kunne da i hvert fald ikke have noget med almindelig sikkerhed at gøre. Onsdag morgen stillede jeg hos Karin, der pakkede mig til med smertelindrende plastre – nok den eneste fornuftige tanke jeg har fostret i forbindelse med dette projekt.

Og så drog jeg afsted, aldeles uvidende om hvad jeg havde sat mig for.

Der er ikke uden grund man siger ”lykkeligt – uvidende” kan jeg konstatere. På vejen igennem det svenske, blev jeg sulten og stoppede lige før Helsingborg på et tank/cafeteria/Burger King-sted. Cafeteriet havde en buffet og jeg tænkte ”god idé, rigtig mad er altid bedre en burger”. Det viste sig at være fedt med svin på, men da havde jeg betalt… Der var en salatbar, men jeg ynder ikke at gnave syltede jalapenos, smattede søde majskorn og noget andet rødligt noget som jeg trods min kokkeuddannelse ikke kunne gennemskue hvad var. Det simple faktum at der ikke var – salat – på en salatbar, burde have givet mig et hint om, at her skal man spise en burger.

Sprængfyldt med kolesterol kunne jeg bøvse mig videre til Höganäs og ind i skoven. Jeg havde på forhånd fået af vide, at jeg kunne parkere i ”nærheden”, men desværre var der lige den dag vejarbejde. Af svenske årsager skulle den kilometer vej midt inde i skoven, have ny asfalt. Ingen fornuftig dansk kommune ville have lavet samme nummer. I hvert fald ikke før Dronningen skulle på besøg. Jeg kastede bilen fra mig, pakkede mig med vand, kamera og min kamerastativ/vandrestav, og startede hvad der vel godt kan betragtes for en pilgrimsrejsen.

På vejen op til Himmelstorps Hembygdsgården, fik jeg genopfrisket min barndoms lærdom. Nylagt, varm asfalt klistre – meget. Jeg svuppede den første kilometer op ad fin spritny vej og syntes det var tæt på at være lidt synd for mig. Det var 1 km snirklet vej med en stigning på i alt 40 m op af bakke. Men man skal lige huske på at jeg er ikke en atlet. Faktisk er jeg en slags handikappet, der ofte må bruge stok for at kunne gå. Men hofterne og lænden holdt – så langt så godt. De der smerteplastre var godt tænkt.

Normalt kan man holde på en ret stor p-plads lidt fra gården. Bevægelseshæmmede og seniorer må gerne køre hele vejen op. Fra gården er det durk ind i Løvens Gab, og herfra er det kun på gåben. Kort efter kommer man til den første 5-sprogs advarsel. ”Livsfarlige skråninger, færdsel på egen ansvar”. Det er så her, der gik hul på min beholdning af almindelig sund fornuft og det begyndte at sive ud af mig. Jeg fortalte naturligvis Fruen om skiltet via SMS. Svaret kom promte: Så vendte du jo naturligvis om! Hvortil jeg kækt svarede: Jeg sagde, jeg passerede…

Jeg er jo dansk, og ganske opvokset i beton ghetto, så slige skilte betyder, at det ikke går ligeud, og der nok er et par sten på vejen… Der kom da også et helt almindelig fald i elevationen, som man nok ikke sådan lige kunne løbe ned af. Men stien var fin, og jeg fortsatte ufortrødent. Der er jo altid en trappe eller andet der sikre en. Man skal bare ikke afvige stien. Jeg kunne da også godt se, at man ikke skulle rende ”offroad”. Det ville være direkte dumt.

Det viste sig så, at det var lige præcis meningen. At man skulle fravige den slagene vej, og drage ned over stok og sten.

Fordi myndighedernes resolut nægter at skilte til stedet (formentlig af banale sikkerhedsmæssige årsager), er der i stedet en række gule håndmalede hints, der leder en på vej. Da jeg stod ved det andet 5 sproget skilt, der varslede den absolutte fortabelse, hvis man fortsatte sin færd, og Gule Ledetråd sagde ”Ja, den er god nok. Du skal ned her”, var det på sin vis et skelsættende øjeblik. Den sunde fornuft og alt det der, fortsatte med sande ud af mig og efterlod et spor af overdrevent vovemod alt i mens jeg steg nedad. Mine hofter virkede stadig, men knæene var godt ikke begejstret over hældningen. Heldigt at jeg havde min vandrestok med mig. Den kan indstilles trinløst i forskellige højder, og den er indiskutabelt den eneste grund til, at jeg ikke trimlede ned og knak skallen. 4 gange i alt på turen var jeg ved at falde – seriøst – men fik heldigvis meget hurtigt placeret stokken så jeg holdt jeg balancen.

Den tur er IKKE for folk som mig!

Da jeg var halvvejs nede, måtte jeg – igen – lige hvile mig, og sad og grublede over, om jeg skulle lade mig overmande af snusfornuft og redde hvad der reddes kunne og vende om, da to unge mennesker kom hoppende op ad skrænten. For første gang i mit liv, blev jeg misundelig på ”unge mennesker”. Jeg spurgte dem om hvor langt der var igen, og de fortalte begejstret, at der kun var små 5 minutter til indgangen. De var i tyverne og lettere atletiske… ikke et faktum jeg lige fangede.

Jeg fortsatte – nedad.

Mine knæ skreg. Jeg svedte som et vandfald, og troede fejlagtigt, at jeg umuligt kunne komme til at svede mere end dette. Hofte og lænd hold stadig. Halleluja for plastre osv. Jeg vendte mig om flere gange og kikkede på den tur jeg ville få retur… slog det ud af hovedet – og fortsatte.

Endelig nåede jeg porten eller det vil sige, at jeg kom til at samling af sammenfilterede drivtømmer/grene. Imens jeg forsøgte at få livet tilbage, kom to unge fyre hoppende ned oppefra. De undersøgte begejstret stedet og opdagede, at det var en trappe.

Det havde jeg for min død aldrig selv regnet ud! På det tidspunkt var der ikke noget sund fornuft og rationel tænkning tilbage i mig. Jeg var pine, puls, smerte, sved og vejtrækning. En krop… et væsen, en beslutning. For om det så skulle blive min død så VILLE jeg nu ned og stå på den skide stenstrand. Jeg VILLE have det forpulede billede af det trælort med skoven i baggrunden. Jeg ville, og de vilde er de værste – sagde min mor altid.

Drengene var for længst forsvundet ned i halsen på Bæstet. Jeg stolpede på stive ben hen og kikkede skeptisk på konstruktionen, da en familie kom springene – samtalende – ned af skråningen. Forældrene havde været der 8 år før, hvor faderen havde båret det 1-årige barn på ryggen (!?!) hele vejen igennem. Moderen fortalte, at det eneste hun huskede var indgangen og synet fra stranden. Alt andet havde hun tydeligvis fortrængt. Beslutningen om at de ville vise stedet til de to børn på henholdsvis 6 og 9 år må have været foruroligende nem. Men pigerne tog turen i fin galop og syntes, det var fantastisk.

Jeg lod dem gå først.

Trappeskakten er snæver og stejl. På et tidspunkt fik jeg en association til en fødselskanal. Man kan høre havet til højre for en, imens man presser sig igennem passagen. Man er omsluttet af et træskellet, som var man fanget i et forhistorisk dyr, hvor Tiden med sine krogede fingre har pillet alt kød og hud af og slubret det i sig.

Udover de 6 personer, der havde passeret mig ved indgangen, så var der en gruppe – unge mennesker – på 4. De hoppede elegant rundt på stenene og havde en højlydt diskussion om afrikaanere. Altså de Hollandske efterkommere i Afrika. Jeg var for ør i hovedet til at opfatte det let komiske ved situationen.

Jeg trængte mig klemt videre i min fødsel imod lyset, og kunne til sidst træde ud på stenene. Jeg var så udmattet, at jeg overhovedet på ingen måde, kunne mønstre bare tanken om ”sejr”.

Jeg skulle sidde ned – nu! – og det var svært. For at kunne det, var jeg nødt til at bukke benene, og det var nærmest umuligt. Jeg turde ganske enkelt ikke. Så jeg måtte finde en sten der ragede tilpas op over de andre, så jeg bare kunne skyde bagen ind over kanten og dermed ”sidde ned”. Jeg fik taget et par billeder og sendte en SMS til Fruen om at jeg er kommet i mål.

Folk begyndte at sive lige så stille op mod hverdagen igen. Jeg sad alene tilbage på stenene og det slog mig lige pludseligt at det nok ikke var det fedeste. At være på det sted helt alene…

Tiktak… klokken slå, tiden og solen går ned på et tidspunkt. Tanken om at gøre turen retur, mens lyset gik på hæld var nok den mest motiverende faktor. Jeg overvejede alvorligt, om jeg bare skulle give efter og overgive mig til smerte, træthed, udmattelse, overanstrengelse og simpelthen overnatte på stenene. Jeg tog hul på den sidste halvliters danskvand jeg havde med. Slåskampen mellem den primale trang til et hav af væske contra ”der skal være til tilbageturen” var værre end da jeg i sin tid hold op med at ryge.

Uden at være hvilet igennem, begyndte jeg opstigningen. Jeg udviklede meget hurtigt en rutine der hed 3 skridt, 5 – 10 åndedrags pause. Siddende hvil på alt der kunne siddes på, uden af jeg skulle bukke benene alt for meget.

På et tidspunkt slog det mig, at der måtte være mere humane og langt mindre lidelsesbefængte måder at begå selvmord på, end at håbe på et hjerteanfald på en tilfældig svensk skråning med 46° (51%) hældning.

Et par meter længere fremme, kom jeg i tanke om Kathrine, der vil gå pilgrimstogt rundt om et bjerg i Nepal. Det anbefales, at man kan løbe en maraton under en bestemt tid, før man tager den tur. Min spontane reaktion var ”been here, done this – god rejse min ven”

Endnu en gruppe på 4 personer i tyverne – var alle unger i landet draget hertil?? – kom luntende ned af skråningen. Høj musik fra telefonen. En knægt havde pink skjorte på. Jeg var tæt på at genfremsætte mit lovforslag om, at man under særlige omstændigheder gerne må slå på dem, der er yngre end en selv.

Måske kunne jeg også bare sove dér. I skoven… Men nu var der da i mindste andre end mig på stedet. Så hvis nu, der skulle ske noget.

En enkelt slurk vand. Hold det i mundhulen. Lad væsken trænge langsomt ned, træk vejret igennem næsen. Sveden og kropsvarmen er irrelevant. Lyt til fuglene, havet, vejrtrækningen der pulserer. Luk øjerne. Slap helt af. Gå tre skridt. Stop og træk vejret. Gør intet andet end at trække vejret. Langsomt og igennem næsen. Opkastningstrangen er bare et udtryk for anstrengelsen. Det er ikke alvorligt. Giv ikke efter. Det går over – på et tidspunkt. 3 skridt til. Lad være med at kikke for langt frem!

Jeg var pludseligt kommet op til det første fikspunkt. Jeg havde 2 til, så var jeg oppe på stien. Send en SMS med GPS-punkt til Fruen. Jeg var bare et væsen, der skulle overleve og den eneste måde det kunne ske på, var ved at nå frem til min bil.

Jeg havde engang en samtale om fødsler med en kvinde med adskillige børn. Hun fortalte mig, at hver gang hun var i fødsel, havde hun lovet sig selv, at der var ikke var den kærlighed eller hær af ugerningsvæsner, der ville kunne lokke eller skræmme hende til af føde igen. Den smerte ville hun simpelthen aldrig nogen sinde udsætte sig selv for igen. Efter et par måneder var smerten blot et minde, og hun ville med glæde føde en verden af børn igen.

Ikke på vilkår om jeg ville få det sammen måde med denne tur her.

Sidste fikspunkt. Jeg havde da godt nok sagt at ”man kunne da nok gøre turen et par gange”. Bare ærgerligt Sonyboy! De af mine venner, jeg ellers havde aftalt at følges med, må gøre det alene. Jeg venter på p-pladsen imens. Nu havde jeg jo også mine billeder – dem jeg magtede at tage. Der ligger masser af motiver og venter – på en mere adræt fotograf. Endnu SMS med GPS-punkt til Fruen.

Pludselig var jeg oppe ved stien. Nu var det ”bare” lige lidt endnu, så var jeg tilbage ved gården og alfarvej.  To kvinder med oppakning susede forbi mig. Jeg sad på en træstub og prøvede at holde mine lunger på plads. En tår vand. Hold det i munden. Hvis jeg sidder længe nok, så stopper kroppen med at ryste. Der er stadig lys nok. Det er ikke noget problem. Jeg har ikke travlt. Send en SMS med det nye GPS-punkt.

2 fra selskabet jeg mødte på vejen op, kom gående. Snakkende! Uden at være forpustede… jeg var tilbage til min misundelse.

Men hvor var fyren henne?? Jeg kikkede bagud. Var de 3 eller 4? Der var ikke nogen at se eller høre. Måske havde slået ham ihjel?? Det ville være det perfekte sted! Lidt efter kom han gående, smilende, i selskab med den 4 fra gruppen.

En meter til, hen til næste træstub, den næste sten. Få kroppen i ro. Adrenalinen tog alle smerterne.

Op ad den sidste bakke og jeg var ved det første advarselsskilt. Jeg orkede simpelthen ikke at tage et billede af det. Ud af kaninens hul, ud til gården. Hverdagen. Trivialiteterne. Opvask og bankudtog. En ny SMS med GPS-punkt.

Resten af turen ned af vejen var den rene leg. Her havde jeg gået og syntes det var lidt sejt at komme op af den smule stigning! Hvis ikke det var fordi jeg var for udmattet, så havde jeg grint højlydt af mig selv. Men al energi gik til at bevæge mig fremad. Fremad, nedad. Ned til bilen. Så var jeg i sikkerhed igen.

Min første plan havde været at overnatte et sted i Sverige. Men min krop skreg på en ordentlig seng.

Den nærmeste stod i Helsingør. Så der tog jeg hen. Et par timers kaffe, chokolade og snak senere besluttede jeg mig for at tage de sidste to timer kørsel med i dagens oplevelser, så jeg kunne vågne op derhjemme.

Idag torsdag, kan jeg ikke gå uden at halte og støtte mig til møblerne. Der er kun et par meter imellem de forskellige relevante fikspunkter i huset, og det er alt rigeligt afstand til mig. Netflix venter…

Nu forstår jeg bedre hvad det er, naturfolket taler om, når de bruger ord som ”forberedelse” og ”ruteplanlægning”. Som chauffør er jeg vant til begge dele, men elevation har jeg ved den søde grød aldrig skænket en tanke. Ordene dækker over noget helt andet.

Fortryder jeg at jeg tog afsted…?

Nej, det gør jeg ikke. Især ikke nu, hvor jeg sidder herhjemme med en kat på skødet og kan fortælle krigshistorier.

Det var en fin oplevelse, alt taget i betragtning. Men det skyldes nok mest at jeg har voldsom selektiv hukommelse, når det kommer til at huske ubehageligheder. Næsten sekundet efter det er overstået, bliver alt det ubehagelige hevet ud af mindet, og det er nogle helt andre ting jeg husker.

Men havde jeg vidst på forhånd, hvad jeg gik ind til, var jeg ikke taget afsted!

Korrektur: Caja H. Jensen


Jeg havde som minimum forberedt mig aldeles anderledes!

  1. Jeg ville have startet fra p-pladsen langt tidligere på dagen. Evt. have overnattet der. (Det er tilladt)
  2. Jeg ville være mindst 2 personer der fulgtes mere eller mindre sammen.
  3. Jeg ville have mere væske med, specielt ville jeg have en flaske med sportsvand (salt og sukker) med.
  4. Jeg ville have druesukker og energibarre med.
  5. Jeg ville have bedre fodtøj på. Sandaler ER ikke det bedste til “bjergvandring”
  6. Jeg ville evt. medbringe en lille sammenklappelig jagtstol der kunne transporteret i en skrårem over skulderen, så siddende hvil var lettere tilgængeligt. Den ville jeg efterlade ved indgangen og altså ikke tage med ned på stranden.
  7. Jeg ville bruge flere timer på hvil, på stranden.Hvis man har bare det mindste med førligheden, blot en anelse stive ben, så vil jeg absolut anbefale en vandrestok. Kamera med 24-120 mm glas på er rigeligt. Man kan godt nøjes med en mobil telefon, hvis man kun er ude efter den berømte selfie og oplevelsen.Glem alt om den store turrygsæk. Jeg tvivler stærkt på at man ville kunne komme igennem trægangene med den på ryggen. Jeg havde mit kamera og en lille kamerataske i skrårem, skubbet om bag på ryggen og jeg hang ind i mellem fast i grene eller søm.

    Hvis det er død nødvendigt og man vil have den med, kan man måske håndtere den i den ene hånd og holde fast med den anden.

     

    UnavngivetNimis ruten

    God tur, fortæl mig om det når du kommer hjem.

4 thoughts on “nimis

  1. Du er en eminent fortæller Marie– Jeg så mig selv i dit sted og skreg af grin flere gange— Du klarede det–du er sgu sej ❤ Jeg synes Møns klint er svær at forcere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s