Nimis

. Af svenske årsager skulle den kilometer vej midt inde i skoven, have ny asfalt.

Fordi myndighedernes resolut nægter at skilte til stedet (formentlig af banale sikkerhedsmæssige årsager), er der i stedet en række gule håndmalede hints, der leder en på vej.

Himmelstorps Hembygdsgården

Jeg kunne da også godt se, at man ikke skulle rende ”offroad”. Det ville være direkte dumt.

Det viste sig så, at det var lige præcis meningen. At man skulle fravige den slagene vej, og drage ned over stok og sten.

. Den sunde fornuft og alt det der, fortsatte med sande ud af mig og efterlod et spor af overdrevent vovemod alt i mens jeg steg nedad.

Mine hofter virkede stadig, men knæene var godt ikke begejstret over hældningen. Heldigt at jeg havde min vandrestok med mig.

Den tur er IKKE for folk som mig!

Da jeg var halvvejs nede, måtte jeg – igen – lige hvile mig, og sad og grublede over, om jeg skulle lade mig overmande af snusfornuft og redde hvad der reddes kunne og vende om

Jeg spurgte dem om hvor langt der var igen, og de fortalte begejstret, at der kun var små 5 minutter til indgangen.

Endelig nåede jeg porten eller det vil sige, at jeg kom til at samling af sammenfilterede drivtømmer/grene.

Imens jeg forsøgte at få livet tilbage, og kom to unge fyre hoppende ned oppefra. De undersøgte begejstret stedet og opdagede, at det var en trappe.

På det tidspunkt var der ikke noget sund fornuft og rationel tænkning tilbage i mig. Jeg var pine, puls, smerte, sved og vejtrækning. En krop… et væsen, en beslutning.

På et tidspunkt fik jeg en association til en fødselskanal.

For om det så skulle blive min død så VILLE jeg nu ned og stå på den skide stenstrand. Jeg VILLE have det forpulede billede af det trælort med skoven i baggrunden. Jeg ville, og de vilde er de værste – sagde min mor altid.

Man er omsluttet af et træskellet, som var man fanget i et forhistorisk dyr, hvor Tiden med sine krogede fingre har pillet alt kød og hud af og slubret det i sig.

Folk begyndte at sive lige så stille op mod hverdagen igen.

Uden at være hvilet igennem, begyndte jeg opstigningen.

På et tidspunkt slog det mig, at der måtte være mere humane og langt mindre lidelsesbefængte måder at begå selvmord på, end at håbe på et hjerteanfald på en tilfældig svensk skråning med 46° hældning.

Jeg udviklede meget hurtigt en rutine der hed 3 skridt, 5 – 10 åndedrags pause.

Pludselig var jeg oppe ved stien.

To kvinder med oppakning susede forbi mig

Jeg kikkede bagud. Var de 3 eller 4? Der var ikke nogen at se eller høre. Måske havde slået ham ihjel?? Det ville være det perfekte sted! Lidt efter kom han gående, smilende, i selskab med den 4 fra gruppen.