Morgendis
Mit første bidrag til Fotokonkurrencen “Årets Naturfotograf 2015”

En af mine venner tilmeldte mig til en fotokonkurrence – opdagede jeg. Den hedder Årets Naturfotograf 2015 og kører på FB. Normalt deltager jeg ikke i konkurrencer, men eftersom den ikke strider imod nogle af mine etiske forpligtigelser, så er der ikke andet at gøre end at sige ja til livet, og deltage.

Om billede nr. 1: Morgendis Jeg har en dejlig familie, som har købt et sommerhus i Sverige. De har været så kærlige, at udnævne Fruen og jeg, som “medbrugere”, og vi har fri adgang til stedet. Normalt foretrækker jeg at stå op omkring en 12-tiden, men da nu vi var deroppe, og det ligger ude i en skov, med en gård som nabo – kan I høre idyllen kvidre? – så tænkte jeg, at det var tid til lidt selv-tortur, og jeg stod op kl. 05! For så kunne jeg få den “blå time”.

Halleluja, det er der ingen grund til fremover, for den morgen lærte jeg – at når man står i en skov…. så udskydes solopgang på magisk vis…. så den “blå time” bliver på en eller anden måde sådan…. nærmest suspenderet.

Men der var morgendis på markerne. Desværre var køerne ikke ude. Det kunne ellers have udviklet sig ægte magi. Men jeg er fint tilfreds med udbyttet den morgen.

Hvorfor er det sjældent jeg tilmelder mig disse events? Jeg har ikke noget problem med “ikke at vinde”. Tværtimod – så længe det ikke er første omgang af “Sequence” (dont ask), så er det “ikke at vinde” nemt for mig. Det er faktisk nogen gange en ren lettelse – problemet med konkurrencer og mig, er jo lige netop – at jeg godt kan lide at vinde. Jeg elsker opmærksomheden, og alt den ros det medfører. Det er både himmel og helvede i ét kinderæg, med alt det indre postyr det medfører.

Jeg er nemlig ikke stabilt praktiserende nok til at kunne “hvile uforstyrret i kaos”. Jeg bliver nemt grebet af situationen, og alt det bøvl det nu måtte medføre – inklusiv det arbejde det er at rydde op efterfølgende.

Nu er det ikke sådan at man skal lukke sig inde i et skab i forsøg på at undgå overvældende påvirkninger, men nogen gange skal man udvælge hvilke løvers gab, man kaster sig selv i. Konkurrencer er et af dem jeg forsøger at snige mig udenom.

Også fordi, det er knaldhamrende upraktisk: At ville vinde, men have det skidt med at andre dermed ikke vinder, og så nok bliver skuffede eller direkte kede af det. Jeg ved godt hvad den “normale” holdning er: Man skal kunne tage mosten, man forbedre sig gennem konkurrencer, lugten i bageriet, så finder man sine egne svagheder, gen-samlingens opgradering (!) pladderhumanisme har ingen gang på jord, uden konkurrence ville ingen dygtiggøre sig… bla bla bla bla. Jeg kærestede engang et konkurrence-menneske, så jeg har hørt hele svadaen op til flere gange, og jeg dybt ligeglad!

Jeg bryder mig ikke om den person, som jeg kan mærke under min egen hud!

Jeg bryder mig ikke om de tanker, følelser og handlinger som jeg mærker lister frem, når jeg vejrer “mulighed for sejr”. Og det er deri hele hunden ligger begravet.

Når det så er sagt, er næste skridt jo så at få tøjlet den køter og opdraget på den. Heldigvis kører denne konkurrence over et helt kalenderår, så jeg har rig mulighed for at tage hånd om bastarden undervejs. Det er så planen – og jeg har heldigvis alle de værktøjer der skal til for at bearbejde udfordringen.