Det er i grunden lidt underligt at man ikke har noget navn for ens fætter/kusine’s børn. Men det er der ikke, og det er lidt irriterende, for mine fætre/kusiner har tilsammen en masse pragt- og talentfulde unger, og det er ret omstændeligt at sige “min fætters mellemste barn NN har gjort så’en og så’en”. Det ville være nemme hvis man nu havde en betegnelse som “min gren-kusine” og så vidste alle hvilken relation man var ude i.

Sådan skal det altså ikke være! SÅ…. Min ældste kusine’s yngste barn, hedder Signe. Hun har (med sin mand Allan) to små piger: Ida (5) og Rosa (3). Signe og Allan går meget op i “god og nærende mad, produceret under ordentlige forhold, uden mærkelige tilsætningsstoffer osv”. Så da de opdagede at mange fabrikanter syremodner sildene, lagde det en stor dæmper på trangen til marineret sild – indtil tanken “Det kan da ikke være så svært” opstod.

Jeg trampede derfor ned til fiskehandleren og opkøbte hans beholdning af 6 mdr. gamle saltede sild. Inden jeg nåede ned til Signe med dem havde vi besøg af en af mine svigerinder med familie. En af “svigernevøerne” hedder Victor. Han har en blog på FB og i den forbindelse skulle han lave en torsdagschallange. Stakkels knægt. Han anede ikke hvad han gik ind til, men jeg grinede en hel uge efter.

Nå tilbage til business. De sild skulle marineres. Så Signe kogte en lage sammen, og i overensstemmelse med traditionen, kan hun ikke huske hvor meget hun kom i, af hvad. Vi afventer spændt resultatet.

Ida og Rosa var nysgerrige efter hvad der skulle ske, og hvad der var i den spand jeg kom med. Da det er meget nemmere at lade ungerne kikke på, og svare på deres spørgsmål end det er at jage dem væk, blev de installeret på køkkenbordet så de kunne få det hele med.