YES! Man ved man har en succes, når der kommer en 3’er. Torsdag skulle Hans Hellighed tale “hele dagen”, adresseret til hvad man må regne for at være Sangha-folk. Igen var der fuldt hus.
Eftersom jeg var gået omkuld aftenen før, var jeg faktisk nogenlunde frisk kl 05:30. Der var morgenmad i vores lokale kl. 06:30. Alle skulle være på plads kl. 07:30 og dørene blev åbnet kl. 07:40. Begejstret som jeg var for overhovedet at deltage, landede jeg alt for tidligt ude ved indgang B0 i Bella Centeret, og sad og ventede på at dørene blev låst op – Måske skulle jeg skrue lidt ned for entusiasmen.
Kl. 06:44 modtog jeg en SMS fra “Skipper”. Der var fotograf-krise, så jeg skulle stille kl 07:45 og være klar til Dalai Lamas møde med de danske politikere. Og så fik jeg travlt. Teamleder for mit hold skulle informeres om at jeg ikke var på min post om formiddagen, og at der heldigvis var kommet en anden der kunne overtage. Så skulle jeg finde ud af, hvor det møde skulle foregå, og ruten som politikerene ville følge – og hvis I ikke ved det, så er Bella Centeret en labyrint. Drej om et forkert hjørne og du ryger direkte i Oublietten. Men igen blev jeg hurtigt og effektivt reddet af en fra “clipboardteamet” som havde helt styr på indretningen, for de havde været derude i et par uger.
Jeg tog opstilling ved indgang B0, og så var det bare at vente – igen. De fotografer venter ret meget.
Kl 08:39 ankom Johanne Schmidt-Nielsen og en-eller-anden anden fra EL. Enten ved jeg meget lidt om dansk
Desværre lykkedes det mig ikke at få fjernet borderene. Beslutningen om at dette skulle tages gik ret stærkt.
politik, eller også kommer de ikke rigtigt ud fra baglokalet. Kl 09:40 trådte HHDL ind i lokalet og mødet kunne starte. Det er så her, at jeg helt tydeligt IKKE er professionel, eller ved noget som helst. For jeg tænkte at det ville være ret forstyrrende at blive ved med at fotografere under hele mødet, så jeg satte mig artigt ned og lyttede. Imens rendte der en anden fotograf rundt og knipsede løs hele tiden. Men alle deltagere så ud som om, det overhovedet ikke generede dem, at han rendte rundt. Så de må være vant til det. Kl 10:43 var det hele overstået igen, og HHDL var på vej til dagens foredrag. Igen fik jeg temmelig travlt, for jeg havde forhåbninger om nogle billeder af Hans Hellighed i salen + at jeg havde lovet tæppeleverandøren at se om jeg kunne få nogle billeder af scenen og tæpperne. Men jeg skulle udenom, så afsted med mig. Det er nok det tætteste jeg er kommet på at løbe i de sidste par år. Heldigvis går HHDL endnu langsommere end jeg “løber”, så… ja. Hvordan skal jeg forklare det.
Besat af stress og tunnelsyn, brasede elefanten her ind i salen, rev kameraret op og knaldede blitzen af på den tomme scene – “tæpperne, husk tæpperne, pyha, han er ikke kommet ned endnu. Jeg nåede det, De ordinerede, husk dem. Der står nogen i vejen, jeg kan ikke rigtig få en god vinkel, pis’os. Lorte lys, hvorfor skal her være så mørkt?”. Det var noget af… hmm…. en oplevelse – kan vi vel godt kalde det – at stå med bankende stresset hjerte, vende sig om og glo lige ind i ansigtet på 4.000 mediterende… “hvor kom de fra?” var min første umiddelbare tanke. Så indhentede resten af mit sind mig, og hele systemet slappede af igen. Hans Hellighed gik op på scenen og jeg var helt rolig. Altså – så rolig som jeg nu kunne være, når sandsynligheden for at få et godt billede var så godt som lig nul. Jeg var tildelt en Frivillig Plads til dette foredrag – men eftersom jeg ikke havde nået at få morgenmad, besluttede jeg mig for at gå ovenpå og følge med på skærmen i stedet. Stemningen var som dagen før, hyggelig og afslappet. Min improviserede fototjans var overstået, og jeg skulle være på plads – klar til pause kl 11:20.
Så kom dagens anden SMS fra “Skipper”: Om jeg ikke lige kunne komme til lokale 6 og dække frokosten sammen med de andre fotografer, samt blive til frivillig audiensen efterfølgende? – Hvad siger man til det?? Jeg spørger bare.
Foto: Elona Sjögren
Nu er det så, at min blufærdighed blusser op for fuld styrke, for jeg syntes det er alvorligt grænseoverskridende af fotografere mennesker der spiser. Jeg ved ikke hvorfor, men det er bare sådan jeg har det, og det er en kendt sag, at når fotografen ikke er tilpas, så bliver billederne noget…. tilsvarende. Så det var med et lettelsens suk at vi til sidst blev bedt om fred og ro. Jeg gik udenfor at stod og sludrede om løst og fast med de andre. På et tidspunkt stod døren indtil frokostlokalet åbent og HHDL stod og kikkede på mig… “Okay – One picture” sagde han og smilede til mig. Jeg slap kameraret og stod pludseligt foran ham. Jeg ved ikke hvordan, for jeg havde da ikke bevæget mig(?). Men jeg havde mine mala’er i hænderne og hørte mig selv sige “No picture. Mind more importen then picture”. Tog den tallerken med mad han stod med i højre hånd og rakte mine mala’er frem, som han tog og velsignede. Jeg oplevede, at jeg efterfølgende greb hans hånd og førte den op til min pande – Der var for alvor tale om ubevidste handlinger, der bare skete i nuet.
……. ! Suk ! ……
Efter frokost ville han hvile sig, og vi andre stod bare og levede imens. Min tidsopfattelse og normale “uro” var fuldstændig gået i stå, så hvis der var nogen der havde sagt “Du skal lige være her, på denne plet i 6 dage”, så havde jeg bare sagt “OK” og ment det! Samtidig var min krop ved at falde fra hinanden, men da der var en der spurgte mig om hvordan jeg havde det, kunne jeg kun svare at mit sind var lykkeligt.
(På et af de nedenstående billeder, kan man se en mand der kommer med en stabel stole. Vidste I, at i Bella Centeret, må man ikke stå på stiger? Man må heller ikke befinde sig på gangene imens der bliver flyttet fx stole. Det er arbejds sikkerhed og forsikrings hensyn, så det grænser til det overdrevne. I mine øjne. På grund af omstændighederne kunne det ikke lade sig gøre at rydde gangarealet, så clipboardteamet måtte stå og “afskærme” så stolene kunne blive flyttet inden lokalet de havde stået i, skulle bruges.)
Frivilligaudiens. Vi venter på HHDL skal komme.
De frivillige der skulle i audiens efter frokost (jeg var en af dem, så jeg kunne selvsagt ikke samtidig tage billeder) begyndte at komme. Jeg tror at vi alle på det tidspunkt var så opfyldt af velsignelsen af at være i kraftfeltet og lave karmayoga (det at arbejde for dharmaen, Lamaen og sanghaen samt andres bedste ) at det var ligegyldigt hvad der skete. Vi var bare glade. – Ah ok. Også spændte på det personlige møde med HHDL. Desværre, grundet tidspresset blev det “kun” til et fællesbillede og lidt løst snak. Hans Hellighed takkede os, for det store arbejde vi lagde i hans besøg og at vi brugte vores tid på at gavne andre.
Foto: Mugge Lui Petersen
Så gik igen over stok og sten ned i salen, hvor anden del af foredraget skulle afholdes. Jeg skyndte mig derned, og nåede lige at hilse (og fotografere, naturligvis).
Og så kommer vi til den eneste del, jeg fortryder. “Skipper” var blevet kontaktet af Berlingske (igen) der havde tigget om fotos fra politikermødet, og eftersom jeg har ikke nogen bærbar computer – jeg havde fuldstændigt opgivet at bruge hotellets. Derudover så laver jeg alle optagelser i RAW, så de skal digitalt fremkaldes osv osv osv osv. Så for at få redigeret og sendt de &%# fotos måtte jeg tage hjem.
Det var ikke så meget at jeg missede foredraget, eller at billederne alligevel ikke blev brugt – det vidste jeg godt på forhånd, de skulle blot ligge som et tilbud – det var mere, at jeg ikke var være med til at “lukke og slukke”. Rydde op, pille ned, pakke sammen. Sige ordentlig “Tak for denne gang, vi ses forhåbentlig igen – snart” til alle dem jeg havde været sammen med de sidste par dage. I gør ingen begreb om hvor mange søde mennesker jeg har mødt – og igen – UNDSKYLD. Jeg kan ikke huske jeres navne. Jeg har fået det at vide, men min hukommelse er brændt af efter over 10 års kronisk stress. Det er ikke af ond vilje, hvis vi mødes igen og jeg står og glor fjoget.
I skrivende stund er tv’et tændt. Der har været skudhandlinger i København. Det er en underlig verden vi lever i. Den ene dag, marinerer man i velsignelsen fra et oprigtigt kærligt menneske, den næste er hele landet på den anden ende. For mit indre mindes jeg Hans Hellighed, der folder fingerne sammen, vugger med hænderne og forklarer, at hvis man skruer ned for varmen, så bliver det tilsvarende køligere. Det samme gør sig gældende for følelser. Hvis man øger sin kærlige omsorg for andre, så svinder ens vrede og had tilsvarende ind.
Hvem kunne vide, at hans ord skulle blive aktuelt – Så hurtigt.
Funch-Øhlers 