Onsdag
Som alt andet godt i livet, kommer der en to’er. I dette tilfælde, dag 2 – Onsdagen hvor Hans Hellighed skulle give en “puplic talk”. Det er måske lidt pinligt, men jeg ved faktisk ikke hvad emnet var… Han skulle på scenen, og det var rigeligt for mig. Jeg er faktisk ikke så krævende som nogen går og tror.
Jeg var kommet i Team 9. Vi skulle være “angelmovers” alias “levende skilte” alias “guider” eller bare “dem-dér-der-ved-hvor-wc’et-er”. Vi havde ansvaret for hallen og foyer.
Men først… skulle jeg lige vågne op ude på nørrebro. Det var helt vildt mærkeligt at være tilbage. For mange år siden boede jeg på Mimersgade i et par boligløse måneder, inden jeg flyttede videre i livet. Men jeg har aldrig rigtig vænnet mig til den massive stemning der er i København. Også klokken 06:00 onsdag morgen er der noget uroligt tikkende omkring en. Men jeg kom op og afsted. Vidste I, at hvis man køber et-eller-andet i en Q8 kiosk (eller var det en Statoil?) så får man en rabatkupon? Anyway. Der må være en sindsyg avance på de der rå’dyre sandwich, wienerbrød og kaffe, for de kaster om sig med rabatkuponer på dem. Så jeg havde tre – man kan godt gemme dem og genbruge dem! – Det er helt skørt.
Vel optanket med kaffe og wienerbrød i maven, blev jeg mødt med… kaffe og morgenbrød. Damn. Jeg havde glemt at der var bestilt forplejning til os. I det hele taget, så havde de to superkvinder Birgitte Morck Schultzer og Susanne Blixencrone-Møller tænkt hele vejen rundt. Der var ikke en finger at sætte på noget som helst. Ikke noget jeg opdagede i hvert fald. De havde oven i købet indtænkt at der skulle være to personer til at passe vores pauserum hele tiden. Det er sådan noget jeg ville have glemt. Det vildeste var, at ligegyldigt hvornår jeg så dem, så var de tilgængelige og imødekommende. Også selvom man (jeg) havde et eller andet tåbelig spørgsmål, så var de supersøde og smilende.
Der var lige tid til den sidste oppyntning inden 4.000 mennesker rykkede ind.
En sidste up-date vedr. programmet. Der var lidt pynt der manglede at blive sat op, og så var det ellers bare at vente indtil kl 11:30 hvor alle skulle være på plads. Jeg havde fået pladsen på “gulvtæppet”. Dvs jeg stod som guide nummer tre, når man kom ind i hallen hvor boderne stod. Lige ved toiletterne. Det var MEGA sjovt! Alene folks reaktioner på “dametoiletter til højre og uni-sex til venstre – herrerne skal ikke have det for sig selv i dag” var næsten det hele værd. Men hold nu op. 4.000 mennesker!!! Der var kø’er overalt. Bella Centeret havde af uransagelige grunde tænkt, at disse firetusinder personer ikke ville købe noget, så deres TRE udsalgssteder var underbemandet. Folk tog det nu meget pænt – pænt nok, til at jeg kunne overtale ca 15 kvinder i wc-køen til at give en ældre kvinde med stok en “for-lomme” som vi kaldte det i folkeskolen, så hun ikke skulle stå alt for længe – der var tålmodighed i luften – og også lidt “amoriner” når man kom for tæt på toilettet…
Lidt over 13:30 gik HHDL (Ja, nu er vi på forbogstaver)på scenen. Jeg havde billet til torsdag formiddag, men susede ind i hallen og fotograferede som besat i de 5 minutter vi måtte stå ved scenen. Jeg overvejede et splitsekund om jeg var tilpas uartig til at blive og bare sætte mig på gulvet. Men så blev jeg indhentet af den velopdragenhed jeg var løbet fra, dagen før, og gik pænt ud igen. Der er trods alt et brandregulativ at tage hensyn til.
Der er topop på stemningen i vores pauselokale.
Ovenpå i vores eget lokale (samt rundt om i Bella Centeret) var der opsat tv-skærme og der blev streamet inde fra salen, så vi fik det hele med – plus frokost naturligvis, der manglede intet, og da der pludselig blev sat fade med slik og chokolade på bordene var jeg helt solgt! Kl ca 16:00 gik vi igang med at rydde op og gøre klar til torsdag. Der skulle lægges nye brochure på stolene. Alle gik til den med højt humør, så selvom der var 4.000 stole, så gik det faktisk ret hurtigt.
Vel tilbage på Nørrebro ved en 18-tiden, skulle jeg lige skrive en sms til Fruen, kom til at lægge mig ned imens og så gik der død-ko i den. Jeg faldt i søvn…. Jeg nåede faktisk ikke at sende beskeden til hende.
Funch-Øhlers 