Ja, ok. Jeg bøjer mig og skriver for første gang overskriften med store bogstaver. Det virkede ikke rigtigt at skrive den med kun små bogstaver.

Tenzin Gyatso, bedre kendt som Dalai Lama, ankom til Danmark d. 10. februar 2015 ca ved en 10-tiden. Jeg ved faktisk ikke præcist hvem der formelt stod for invitationen – Om det var Lakha Lama Rinpoche, eller om det er den til-formålet-oprettede-forening, ved jeg ikke – Men Hans Hellighed kom, og det er det vigtigste.

Når så stor en mester kommer, ligger der forud og under besøget et kæmpe stykke arbejde. Forud har ledergruppen været i gang siden august. På selve dagen var der brug for en masse mennesker til “gulvet”. Via Phendeling Center for Tibetansk Buddhisme, fik jeg mulighed for at deltage som en af de 200 frivillige. Bare tanken om at få lov til at være med, holdt mig vågen i bar begejstring i dagene op til selve eventen. Selvom det var knaldhårdt for en slags-handikappet som mig, (jeg er totalt overanstrengt og ligger nærmest i pillemarinade) så var det en oplevelse jeg ikke ville have været foruden!

Det var dybt betagende at se hvordan Hans Hellighed med værdighed gik roligt fra den ene til den anden og gav hånd til alle indenfor umiddelbar rækkevidde. Hvordan han gled upåvirket gennem alt postyret. Smilende, modtagende, åben og bare osede af intens venlighed.

Det største og mest inspirerende er når man møder en, som GØR og ER det som vedkommende taler om.

Men ikke kun Hans Hellighed var overvældende! Jeg har i løbet af de sidste par dage, mødt så mange nye mennesker, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg håber jeg kommer til at møde jer igen – På forhånd undskyld for at jeg ikke kan huske jeres navne.

Dag 1.

Behængt med presseskilt og ikke til at skyde igennem.

Jeg havde lånt Nicklas Burman’s lejlighed ude på Nørrebro, så jeg var helt tændt, fyr og flamme tirsdag morgen. Uden blusel brasede jeg ind under teamledernes møde og begyndte at fotografere dem. Jeg ved ærlig talt ikke hvad der gik af mig. Normalt plejer jeg at have et vist minimum af pli – men altså ikke lige der. Held i uheld. Den fotograf-ansvarlige Christian “Skipper” Mørck greb mig i armen og udbrød “Vi skal vist lige have styr på dig”. “Jo tak – Gør endelig det” svarede jeg, og så fik jeg lov til at lege med de voksne – med presseskilt und alles!

Jeg får ofte at vide, at jeg er god til min hobby. At jeg skulle overveje at “Go-Pro”, men efter at have set hvad de to modefotografer Mugge Lui Petersen og Elona Sjøgren kunne levere, bliver jeg helt tør i munden over hvor meget jeg endnu har at lære. Jeg bøjer mig i støvet!

Men nu behængt med det rette skilt, drev jeg rundt i Bella Tower 2 og ventede – sammen med alle de andre, der også ventede. Det Tibetanske Samfund havde pyntet fint op, og var stadset ud i det fineste puds. Der kunne jeg godt have tænkt mig lidt om, og taget noget pænere tøj på. Nå… socialister går jo ikke op i den slags.

Hans Hellighed Dalai Lama træder ind på Hotel Bella Sky, Tower 2.

Kl ca 11:30 ankom til Dalai Lama til hotellet, og til min store overraskelse udbrød der en veritabel tåregejser – hos mig! Jeg er normalt ikke let-påvirkelig. Jeg hører tit om andres oplevelser, men har dem RET sjældent. Men jeg kamp-vrælede mig altså igennem hans ankomst, så det er ret utroligt at overhovedet er brugbare fotos derfra – Og da han gik forbi mig, og gav mig hånden… Så var jeg helt færdig.

Det overrasker mig oprigtigt, for – Ja. Som sagt, så plejer jeg ikke at reagere, eller “kunne mærke” noget som helst.

Audiens for bestyrelsesmedlemmer

Efter frokost, var der audiens for bestyrelsesmedlemmerne for de foreninger der stod bag arrangementet. Pga af min lidt improviserede status, kom jeg med ind og knipsede lystigt løs.

Senere var der briefing for os frivillige, hvor opgave- og tidsplanerne blev præsenteret og vi fik hilst på de andre teamsmedlemmer. Højt humør og gå-på-mod over hele linien. Alle var spændte og glædede sig til den efterfølgende dag.

Så var det så, at det var meningen at jeg skulle hjem… Men da jeg sad i bilen, blev jeg fanget ind af “Skipper”. Berlingske havde ringet og ville have nogle billeder. Om jeg ikke lige kunne kaste et par stykker af sted… Øh… Jeg havde ikke nogen computer – Men der stod nogle på hotellet, så om jeg ikke bare kunne bruge dem.

Det tog tre-fire TIMER!!! at overføre fotos fra mit kort, til internettet, hvor jeg kunne redigere dem (groft) og derefter lægge dem i dropboxen. Der var deadline overskredet, så jeg kunne egentlig godt have sparet mig besværet (i øvrigt tvivler jeg også kraftigt på, at aviserne kunne bruge noget af det jeg havde). Det positive var, at der trissede en livvagt rundt og kedede sig lidt. Så vi begyndte at tale sammen. I starten var han meget korrekt – så stram ud, og havde den der “lad være med at lave ballade”-udstråling, så tøede han lidt op, og da jeg begyndte at spørge ind til hans arbejde, så fortalte han nogle korte historier om ture til udlandet, bevæbnet med maskingeværer og under beskydning – det er jo helt andet univers! – så viste sig hurtigt at han er en supersød fyr! Ung og veltrænet (Jeg kom til at klappe ham på overarmene – det var som at klappe en stenmur) og single, så hvis der er nogen der er interesseret, så har jeg hans email-adresse.

Efter endt opload, kravlede jeg tilbage til Nørrebro og SURPRISE!! I lejligheden ved siden af Nicklas, bor min ex-svigerinde Sisse, og der var fuldt hus. Nevøen Lukas var kommet hjem fra Brasilien, min storebror Hans Henrik var på besøg og niecerne Sarah og Lea havde lavet aftensmad. Så der ikke et øje tørt. Bogstaveligt talt, for de havde lavet frisk thai-kyllingesalat og jeg fik noget chilien i den gale hals.

ADVARSEL Nedenstående er “The Whole Sjabang”. Ja – mange af dem er kun spændende for dem, der ER på billedet. And so be it.