Hvad er i grunden kriterierne for at man kan kalde nogen eller noget for “levende”? – Hjertebanken, åndedræt, fordøjelse? Det udelukker planter. Vækst?

 “Livet kan defineres som det udødeligeDNA, der passerer fra generation til generation med kønscellerne. Fra denne kønslinje afspringer den dødeligesoma eller kroppen i hver generation. Dannelsen af individet afhænger af transskriptionen af det genetiske kode ved hjælp af RNA, der således bestemmer de enzymer og andre proteiner, der dannes, og dermed kontrollerer cellensmetabolisme“. (http://da.wikipedia.org/wiki/Liv)

Heldigvis er der en fortsættelse, wiki er jo nærmest blevet Gud’s gave til tænkere

Livs traditionelle definition er:

• Egenhændig bevægelse
• Spiser, fordøjer
• Respiration, ånding
• Vækst
• Forplantning, formering
• Reaktivitet overfor stimuli, følsomhed
• Homøostase, indre ligevægt

Der er mange organismer som bliver betragtet som levende, men som ikke opfylder alle ovenstående punkter. For eksempel er et frø eller en spore ikke i stand til selvbevægelse. Mange bakterier respirerer ikke, men anvender andre kemiske systemer.

Mere overordnet kan “liv” beskrives som noget der er i stand til at reproducere sig selv samt har et stofskifte. Denne definition får straks frøet og bakterien fra ovenstående eksempel til at “passe bedre ind”.

Virus bliver typisk ikke betragtet som organismer, fordi de alene ikke kan formere sig eller lave stofskifte, men kræver en vært. En del forskere mener ikke at vi endnu (2007) har definitionen på liv.

NASA har en anden definition på liv: Et selvopretholdende kemisk system, som er i stand til Darwinistisk evolution, er liv. (http://da.wikipedia.org/wiki/Liv)

Med andre ord. Jeg er levende… tjek.

Men HAR jeg liv?

Jeg lavede en hurtig søgning på den sætning og dens modsætning. – Jeg har ikke liv. Og efter resultat at dømme, så kan man godt være i live – uden at have liv. Meget interessant. Så begynder vi at tænke at livet kan have forskellige kvaliteter. Men mit spørgsmål er stadig.

ER jeg liv, eller HAR jeg liv?

Eftersom jeg på et tidspunkt dør, er livet noget jeg kan miste. Så det kan ikke være noget jeg ER. Det må derfor være noget jeg har. Lidt i stil med min bil. Godt nok var det konen der vandt den, men man kan godt sige at den kom dumpende. Det var ikke planlagt. Det var mit liv vel i grunden heller ikke. I hvert fald ikke af mig – så vidt vides her i førebunkeren.

Nu er der jo den kæmpe forskel på mig og min bil, at jeg er levende og har bevidsthed, det har den ikke. Men vi er begge lige forgængelige. Og der er ingen der ved hvornår tændrørene går. Pga. den manglende bevidsthed, slipper den for at fortrænge sandheden omkring dens tilværelse. Den forbruges, forfalder, vurderes, takseres og skrottes til sidst. Min bil slipper for underliggende skjulte dødsangst. Den der mekanisme der får kroppen til at fastfryse (eller spæne rundt i panik) når der pludseligt og uventet lander noget meget tungt lige ved siden af os. Hjertet hamrer, man får det vildt underligt og den næste tid er fyldt med “Jeg kunne have været kommet til skade” og andre muntre scenarier diskuteres.

Temmelig mange af dem jeg kender, har det tilfælles, at de ikke er bange for at dø… Jeg tror ikke på dem. For enten skifter de emne, eller også bliver de triste når jeg smider døden på bordet. For god ordens skyld vil jeg lige fastslå, at jeg er hundehamrende ræd for at dø. Jeg brugte det meste at en god time i går aftes på at kampvræle ved tanken om at ligegyldigt hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke slippe for at dø. Lige meget HVOR meget jeg vaskede op, rydde op, tabte mig, var venlig, var god ved dyr, tjente penge, var god til mit job, så film, gik i bad, skiftede tøj, fotograferede, lavede smukke billeder, var gavmild og hvad har vi – så kunne jeg ikke slippe uden om.

Jeg er føde for orme… eller aske. Det kommer jo lidt an på hvilken afskedsform man vælger. – I lige stil med, ligegyldigt hvor hvor jeg render hen, så er jeg sgu stadig på planeten jorden. Ja, nu har jeg så lige hørt i radioen at man kan lægge billet ind på at komme til Mars. Så falder det billede lidt til (ha ha) jorden. Men du forstår vel alligevel billedsproget. Vi render rundt på togskinnerne og fornøjer os, og ved ikke hvornår toget tyst kommer bragende.

Det er ikke så velset at diskutere sin egen begravelse. Og det har jeg lidt svært ved at forstå. Alle taler om deres eksamener med stor fryd, hvad enten det er fordi de vil undgå dem, eller ser frem til dem. Men det absolut eneste fuldstændig uundgåelige – tyst.

Der har været en del mennesker i mit liv, der har eller har haft terminale sygdomme. (Terminal, betyder “grænse” eller “ende”. Da min mor lå for døden, sad jeg og vågede ved hende. Pludselig sprang døren op, og ind myldrede en pludrende kvinde “Det er fodterapeuten, skal vi se og få klippet de tær?”. Jeg blev lidt forskrækket, og det gjorde min mor faktisk også. Jeg rejste mig hurtigt op, og gik rundt om sengen, for at gå gennet hende ud igen. “Nej, der skal ikke klippes negle her, min mor er terminal”. “Ja ja, det ved jeg” svarede damen og før jeg fik stoppet hende, havde hun fat i dynen, og slog den fra, så mors tæer blev blottet. Eller rettere. Det ville de, men en måned forinden havde hun fået fjernet det ene ben, så tånegledamen, åbenbarede kun en enkelt fod. En smule befippet over det manglende ben fortsatte hun “det betyder vel at hun skal hjem, men derfor skal man vel alligevel have ordnet fødder”. Jeg forklarede at “terminal” ikke betød “på gennemrejse” men “endestationen”. Hun tav og smuttede stille af igen. Det har nok ikke været en rar oplevelse) og det jeg hører fra dem er, at da de først accepterede deres dødelighed, og at nu var det altså alvor, så blev deres liv lige pludselig tilsvarende mere levende.

Det er også det jeg hører fra mine buddhistiske lærere. Så forstår jeg ikke, hvorfor vi optræner hinanden i at stikke hoved i busken, og kikke den anden vej. Når nu det fratager os så meget skjult smerte at se sandheden i øjnene. Når det giver os så meget mere “liv” at være levende i. “Jamen, det er sgu så trist alt det der døde-noget”. Jovist er det da det. Det er ikke rart at vide hvad man kan miste. Omvendt, så ved jeg lige præsis hvor heldig jeg har været, da jeg scorede min kone, og hver eneste dag, er jeg dybt taknemmelig for at hun gider dele sit liv med mig… Jeg kan da miste hende. Bestemt kan jeg det. Godt nok prøver jeg at forbyde hende at komme til skade, køre galt, stikke skruetrækkeren i stikkontakten osv. Men jeg går ikke rundt og er ulykkelig i hverdagen. Jeg ved, at jeg kan miste hende, og jeg er lykkelig for den tid vi er sammen. Jeg ser andre par, der bestemt IKKE er opmærksomme på, hvor godt de har scoret! Jeg hører om folk der går fra hinanden, og først dér opdager, at de reelt havde været langt inde over paradisgrænsen.

Ifølge dem der ved noget om det. Dem der har været turen igennem, er tristheden blot dørkarmen, og resten af portsystemet er glæde, værdsættelse, kærlighed og alle de andre fede mærkater. Når man holder op med at lyve for sig selv, så falder alle prioriteringerne på plads, og livet udfolder sig som en blomst, der har været holdt krampagtigt sammenfoldet.

Jeg prøver. Jeg vedkender mig min dødelighed,- nu må jeg se hvad der sker fremover.