En rigtig slapperdag. I det omfang det nu er muligt, når man “bare” skal ud og handle og butikken ligger 8 km væk og man skal have hele gearet på for at holde varmen i bilen.
Jeg har postet fotos af butikken og den store rensdyrskulptur de andre år. Men turen dertil bliver jeg aldrig træt af

Det er tradition at vi en af dagene skal have en traditionel lappisk simreret med rensdyr og mos af de lokale kartofler.
Oprindeligt bruges blot kød, løg, vand, salt og peber. Men eftersom jeg aldrig har kunne finde ud af, at farve indenfor stregerne, kommer jeg også gulerod, enebær, fond (kylling eller okse) og fløde i.
Man beregner pr person ca 150 gr kød, 1/4 løg, 1/2 gulerod, 1/5 dl fond, vand så det dækker og en slat piskefløde.
Man tager et stykke frosset rensdyrkød, og skærer flager af,- eller man køber en pakke frosne flager i butikken.
Det frosne kød sauteres på en steghed pande. Det er nemmest i støbejern og på bål. Det skal ikke have stegeskorpe, men i realiteten bare optøs og have lidt farve. Det vand, kødet smider, bruges ikke.
Kom kødet over i en anden gryde med eb god klat smør i. Afbag kødet med en håndfuld mel.
Sauter løg og gulerødder i tern, og kom oveni kødet. Tilsæt fond, vand og enebær. Undlad låg og stil ind i ovnen for 1-2 timer v/ 150°C.
Monter fløden, smag til med salt og peber. Server med kartoffelmos.

Vejen til butikken bragte os forbi det lokale udsigtspunkt

Det vest ikke helt forventet, men ved 23-tiden tittede der lidt grønt frem på himlen
