Stod op kl 6 for at kigge kærligt på konen, inden hun drog afsted til trivialiteternes domæne aka arbejde.

Heldigvis har hun en vane med at se News om morgenen, så jeg fik at vide at motorvejen var blokeret i nordgående retning. Jeg ville nok være bedst tjent med udenomskørsel.

En god ven havde sagt ja, til at køre mig til lufthavnen. Med forventninger om en trafikprop, fik vi trykket på speederen en halv time før aftalt tid. Det viste sig, at proppen havde opløste sig så hurtigt, at GPS’en pludselig smed 20 minutter fra sig. Så jeg var fremme før Fanden havde fået drukket morgenkaffe.

Tilfældigvis var det samme for min kusine og grandniece. Så skulle vi bare finde Falck Assist og have klaret tjek-in og baggagen. Det første var nemt. Det andet ikke helt. Fordi vi var så tidligt på færde var der lang ventetid før tjek-in til Helsinki åbnede, og derfor strøg Falck med et “Vi ses, når I har fikset det der”.

Jeg er død misundelig på folk, som bare kan stå i kø i hele og halve timer uden andre udfordringer end hvad man skal tale om.

Jeg havde nær tabt det ene ben i køen, men kusinen var kvik og fik møvet os over i fast-track, så var det lige til at holde ud.

I Helsinki var vi nær kommet forsent til flyet til Kittila. Men falckdamen fandt en vogn og så ræsede vi igennem den 1,5 km lange lufthavn. Vi nåede flyet, og vi nåede at sidde og vente på de andre passagerer der havde taget den samme tur igennem lufthavnen, på gåben.

Vel ankommet i Kittila. Vel ankommet i shuttlebussen, hvis billetpriser er steget med 4€ siden 2019 til 15€ (112kr) … For 30 minutters kørsel… Men frem skal man jo.

Vi hoppede af ved Otso. En glimrende blanding af et pizzaria og en bar! Vores værtinde stod klar til at hente os, men vi var skrupsultne.

Jeg foretrækker at smage nye sager, når jeg er over grænsen, så en pizza med røget rensdyr, koldrøget laks, multebær og en særlig finsk ost til den slappe sum af 20€ (150kr), var lige sagen. Jeg har da sjældent set en mere ubehagelig sammensætning på skrift, men det smagte forbløffende godt.