gråt vejr

Der har været en del bisættelser i mit liv for tiden. Så vejret passede aldeles fint til min stemning i går. Min bedstemor plejede at sige, at folk dør “i tre”. dvs. tre af gangen.
Jeg er så på min anden omgang, hvis det passer.

Det var også i går, at det gik op for mig, hvad det er der -imø- mangler ved præstens “trøstetale”. Den trøster nemlig overhovedet ikke.

Der bliver talt om hvor fantastiske den afdøde er, alle de positive kvaliteter, som præsis er det man står og savner, bliver remset op. De mere irriterende aspekter taler man ikke så meget om. De døde har, som de eneste stjerner, altid krav på en positiv anmeldelse.
Jesus bliver nævnt, Guds kærlighed og at den døde nu har det godt. Man skal bare tro, så går det hele op i højere enhed og mening.
Hvis man er kristen. Dvs. hvis man ikke er protestantisk kristen, så skal man ikke deltage hvis det er trøst man søger. Man høre ikke til, og der bliver ikke talt til en.
Fair nok og bar’ ærgerligt.
Folk står med en knusende sorg. Et følelse af ubeskriveligt tab og får et skulderklap “Det skal nok gå, tiden læger alle sår. Han/Hun er hos Gud nu”.
Men hvor er man selv?

Jeg sad på Farø og kikkede ud over den grå is, en overskyet himmel. Den lille kugle sol der kæmpede bravt for at skinne lys over jord.

Hvad har jeg tro og tillid til? Hvad hviler jeg min ro og trøst på?
– At sindet (sjælen om nogen vil) ikke er et produkt af hjernen.

Hvilke konsekvenser har det?
– At selvom hjernen dør, så dør sindet ikke. Det er uforgængeligt, det fortsætter. Det er ikke begrænset til kroppen. Det kan interagere udover kroppen. Det kan forbinde sig til andre.
At den kærlighed som fx min mor, følte for mig, ikke er begrænset til hendes hjerne. Alle hendes gode ønsker for mig, døde ikke med hende.
De har deres “eget liv”. De er i rummet omkring mig. Helt bogstaveligt, fx i afstanden mellem mig og computerskærmen. Det “nære” rum og ikke kun ikke kun rum-rummet. Derude hvor satellitterne svæver rundt.
Hjernen er en modtager, og hvis den er i stykker, så går der ged i radiotransmissionen. Det betyder ikke at der er noget galt med sindet.

Ligesom vand er opløst i luften, som luftfugtighed, og kan fortættes sig som dråber på en overflade når temperaturforholdene giver de korrekte betingelser, ligeledes kan min mors kærlighed, fortætte sig i mig, i mit sind, når jeg skaber de korrekte betingelser: Åbenhed. Tilstedeværelse (Det dur ikke at fortabe sig i afledningsmanøvre). Tillid, og Mod. Mod til at være dér. Modig nok til ikke at lukke af, skærme sig, modig nok til at afvise barrikader som værn mod smerten. Modig nok til at opleve savn og sorg. Modig nok til at opleve kærlighed.
Når jeg åbner op, lukker jeg ikke af. Det er logik for burhøns. Så er der plads til oplevelser. Accepten af, at andres kærlighed findes, også for dem jeg ikke kan se. De dødes kærlighed er ikke død, så skaber jeg de korrekte betingelser for at “noget” kan fortætte sig inde i mig.
Man kan sige, at man downloader en fil, og at man har tillid til afsender ikke har flettet en virus i, man er nødt til at åbne for forbindelsen, man er nødt til at være tilstede og modtage den, og modig nok til at aktivere filen.

Mit job er ikke specielt krævende. Det er faktisk en slags skånejob, fordi jeg er en slags handicappet. Det betyder at jeg indimellem har rigtig meget tid til at kikke på folk.
Og folk flest, er faktisk ret venlige. De fleste suser rundt i deres egen lille rutchebane, jeg drøner rundt i min. Nogen gange krydser vi hinanden, og man hilser på hinanden. Men at en person går rundt i sine egne cirkler betyder jo ikke, at de ønsker alle andre det dårligt.
Tværtimod. Hvis man går hen og prikker til dem, sker der en kædereaktion, og nu skal man kikker godt efter glimtene i øjnene:
1. forvirring
2. venlighed
3. spørgende – hvorfor prikker du til mig, hvad vil du?
Her det vigtig at notere sig, at at venligheden udløser sig spontant. Den ligger altså lige under overfladen. Den er “iboende”.

Det betyder altså, at stort set alle omkring mig, emmer af venlighed. Jeg siger bevidst “stort set alle”, for det er min erfaring at der altid er en psykopat i nærheden. Det er en hel afhandling for sig. De aner ikke hvad kærlighed er pga en defekt i hjernen. Almindelige mennesker har et kæmpe lager af latent venlighed.

Buddha satte lighedstegn ved ‘ønsket om at alle må have det godt’ og ‘kærlighed’. Man ønsker ikke nogen ondt. Dét er kærlighed. På almindelig dansk kalder vi det “venlighed”.
Man går rundt i sine egne tanker, prøver at løse sine opgaver, og på intet tidspunkt er man ude i at andre skal have det vride sig i smerte og have det dårligt. Man er venlig. På almindelig dansk kæder vi ofte det at være kærlig sammen med berøring. Kærlighed er noget man føler overfor at ægtefæller (forhåbentlig), familie, børn og dets lige. Hvis man føler kærlighed overfor fx chefen er det i regel upassende (ved mindre man i forvejen er et par, og så fald er den generelle holdning at de ikke burde arbejde sammen).
Men hvis vi nu lige løber linen ud, og acceptere at venlighed kan gradbøjes, og at det i sin yderste potens godt kan kaldes kærlighed, fordi begge begreber ikke ønsker nogen noget ondt. Så kan man godt konkludere at:
Vupti. Vi er alle omgivet af kærlighed. Fra de døde, fra vores levende familie og venner og fra dem der går i deres egne tanker.

Savnet af den person der nu ikke længere kan ringes op, forsvinder ikke. Men jeg oplever at det er en trøst, at Marie 4 år, stadig godt kan blive elsket af sin mor. Og at Marie 47 år, stadig også godt kan elske sin mor. Bare fordi min mor ikke er her, betyder jo ikke at min kærlighed for hende forsvinder. Ønsket om at hun har det godt, forsvinder heller ikke. At hun er død opløser heller ikke det faktum at hun er min mor. Hun var ikke. Hun holdt ikke op med at være min mor, bare fordi hun døde.
Det var planerne der forsvandt. Forventningerne. Forhåbningerne. Det er den sorg der er piskesvær at slippe af med. Det er den sorg, jeg oplever at være den værste. Det, der alligevel ikke blev til noget. Luftkastellet der splintrede. Tilknytningen til noget fysisk.

Udover tilknytningen til en krop og stemme, så er de ‘uindfriede forventninger til en fiktiv fremtid’ noget fikumdik. Det er tanker. Slet og ret. Man har grebet… ja en konkret plan er det vel i grunden ikke engang. Forventninger? Man griber en forventning ud af den blå luft, og bygger et helt liv op på det. “Jeg troede at det skulle være sådan, og nu er det noget helt andet”. Stor sorg.

Vanen med at ringe og tale med en. Opleve deres hitpåsomhed. Fraværet af tilstedeværelsen. Den uindfriede vane. Stor sorg.
Man er viklet ind i hinanden, og kan ikke rigtig komme fri.

Jeg sad 11 dage ved min mors dødsleje. En voldsom formel beskrivelse af “venteværelset” på aflastningsafdelingen på Vinterbølle Plejehjem i Nyråd. Meget af tiden fordrev jeg med at identificere “tentaklerne”. De blæksprutteagtige fangarme vi har grebet om hinanden med. Jeg gjorde det, fordi jeg var overbevist om, at hvis jeg ikke fik løst op for relation “mor og datter”, så ville jeg få det meget svært. Vi var meget tætte.

Jeg gjorde bl.a. ved at at minde mig selv om, og gå på opdagelse i, at min mor var ikke kun ‘min mor’. Hun var sig selv. Hun havde sit eget liv, og det havde intet med mig at gøre.
Hun var sin egen historie, og jeg måtte acceptere, at jeg ikke havde redigeringsrettigheder. Jeg måtte trække tentaklerne, eller følehornene om man vil, til mig.

Det er en voldsom stor trøst.

Og det er den jeg altid griber fast i, når vanens sorg overvælder mig. Den kommer stadig og min mor døde altså i 2009. Jeg gentager, vi var meget tætte.
Vi indbyrdes relation ændrer dog ikke på, at det var ikke min historie. Det er den afdødes. Man kan ikke være deres liv. Man kan kun have en birolle, nogen gange en meget stor og vigtig birolle, men ikke desto mindre, så er man kun hovedperson i sit eget liv. I forhold til andre, skal man pinedød bare rette egoet ind til højre, for det handler ikke om mig.
Selvmedlidenhed er en fin pude, men en knusende tung dyne.

Når man beskuer et liv som vedkommendes historie. Så sker der en skift. Det var deres fortælling, dem der besluttede hvad handlingen skulle gå ud på. Og måden hvorpå slutningen kom, kom måske også lidt bag på dem, men ikke desto mindre, så var det deres. Ikke min.

Jeg begik den genistreg, hvis jeg selv skal sige det, at jeg lovede min mor, at jeg nok skulle bestræbe mig på at leve et lykkeligt liv. Jeg gjorde det, helt bevidst, fordi jeg vidste at jeg ville få forfærdelig dårlig samvittighed første gang jeg kom til at le.
Hvordan kunne jeg tillade mig at le, når nu min mor lige var død?
Det kunne jeg, fordi jeg have lovet hende det. Og jeg vidste også, at min mor ville blive godt gammeldags skide arrig på mig, hvis jeg lod hånt om alle hendes gode ønsker på mine vegne.

Hun elsker mig, jeg har bare at leve et godt liv, det er hendes forventning til mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s