Der er et lille eventyrland lige på den anden side af vandet. Det er ikke noget stort vand… på den brede længde altså. Længden af det, kan jeg ikke udtalte mig om.
Møn. Adgang via en bro og en dæmning. Helt præcist hvad man har ment der skulle opdæmmes for, har jeg endnu ikke fundet ud af. Personligt tror at det oprindeligt var en låningsvej, man bare har cementeret. Men som sagt, jeg ved det ikke, og så er det meget nemmere at gøre sig klog.
Til turister jeg kører ud til Klinten, har jeg creeret en særlig joke omhandlende østmøn: We are now in the middle of no-where, and we are going to the of it. Så er der ro på bagsmækken i den times tid det tager at trille den relativt korte tur. Møn ER ikke en særlig stor ø, men der er bare uforklarligt langt imellem alt dernede. Derfor kloger jeg mig, og erklære Møn, for at være et eventyrland – også fordi det er et af de bedste steder at fare vild på.
Derude – et godt stykke ud af eventyret, ligger Liselund Slot. Der er to af dem, et gammel og et nyt. Det gamle har et total romantisk historie, der er en Disney film værdig. Det nye kender jeg ikke, men man kan spise det.
Parken er under National Museets vinger, og så sker der da lidt ind i mellem. Frem til d. 15 sep. er der en skulpturfestivitas dernede. Nogen fik den ide, at lave et lydbillede til en af de gamle egetræer i haven, og dermed blev det en del af mit univers.
Jeg kender ikke kontaktrækken, men jeg fik et opkald fra musiklæreren på Idrætsefterskolen Grønsund, Micheal Hypsmand og spørgsmålet – Gider du bruge en søndag på at køre et par elever ned til Liselund. De skal lave noget stomp. Det tager et par timer?
Det var et af de der mærkelige spørgsmål, jeg bare bliver nødt til at sige ja til. For – hvorfor skal 4 teenagere lave stomp i en slotspark??
Det blev jeg så en del klogere på, da vi kom derned d. 10/05. Ungerne havde et par hyggelige timer. Vi fik efterfølgende en rundtur og en baggrunds forklaring på haven og skulpturerne, så jeg besluttede at jeg ville derned til åbningen d. 15.
Som medskyldig slæbte jeg en vendinde med. På sådan en dag, skal det være en god en af slagsen, for det kræver en del tålmodighed at følges med een der fotografere hele tiden, og det skal også være en der ikke så meget som blinker, når jeg i ramme alvor spørger “skal vi ikke fare vild?”
Og det gjorde vi så…
Funch-Øhlers 