En forsinket hilsen skal lyder herfra – Go Jul og Godt Nyt år.
Her i Baisstræde har vi haft travlt med at hjælpe en ven med at flytte, så der har ikke været så meget tid til ret meget andet end at være pakæsler.
Midt i det hele faldt sneen! Fruen stoppede op, stod helt stille med en flyttekasse i favnen og betragtede snefnuggene der dalede ned over bil og trailer. – Marie (pause) huskede du at få skiftet til vinterdæk?
Jeg måtte med skam melde, at lige DET havde jeg faktisk glemt! Mig og, viste det sig – resten af byen. FirstStop i Vordingborg havde åbent kl 08 næste dag, og jeg stod der kl 07:50 og var den første der blev kørt op på skinnerne. 08:25 var der allerede en times ventetid.
Heldigvis havde jeg grejet liggende i vognen så jeg kunne lige nå at få lidt sne ind på kortet – Inden det forsvandt igen.
Flytteriet strakte sig over nytårsaften. Pga. min dårlige ryg måtte jeg blive hjemme, så jeg havde mulighed for at tage kameraet med ud om aftenen. Det blev der lidt ud af.
På et tidspunkt kom der en mand hen, og sludrede. Det viste sig at være lokalredaktøren på Sjællandske Poul Poulsen. Han tilbød at bringe mine billeder i avisen – hvis der altså kom noget fornuftigt ud af anstrengelserne. LINK
Ellers vil jeg blot citere danske Lama Tendar’s nytårs hilsen. Bedre kan næppe siges:
Du ønskes et dejligt og bedre nyt år, uden krig, elendighed og ulykke, men fyldt med glæde, overskud og frihed. Ned med død og fatale tilknytninger og længe leve alle selvbefriende kvaliteter. I samsara går alting galt, så må du ikke gå galt i samsara, men leve længe, sundt og godt. Må indsigt komme helt ubesværet af sig selv, som en fugl lander på en køn gren og kvidrer, og må hjertets inderste lytte til Lamaens velsignelser, som jo til syvende og sidst er det eneste, vi oplever. Må alle blive lykkelige og tilfredse, må fryd og grænseløs glæde overstrømme alle de tilfældige grænser, som vaner har bygget overalt. Må alle, som søger forbindelse til godhed og menneskelighed, finde den. Må alle, som åbner hjertet, finde hjertelige svar overalt. Må intet, som gøres til gavn for andre, blive formålsløst. Må alle handlinger blive meningsfulde, og ingen energi gå til spilde i samvær med andre. Må alle opleve øjeblikkets vidunderlige smag, farve, lyd og så videre. Må lidenskabernes fantastiske tankeløshed blive værdsat og virkeliggjort i ægte og afslappet visdomssind. Må tiden og alle bevidsthedstilstande blive mere rummelige, behagelige og menneskelige. Kort sagt, hav det godt, lev sundt og dø gammel med følelse.
MKH, Lama Tendar.