I anden uge af sommerferien 2021 fik jeg intense smerter i området venstre hofte. Det føltes, helt bogstaveligt, som om min hofte blev klemt sammen og knust. 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, i 6 måneder. Jeg er ikke uvant med smerter, men det er første gang, at jeg helt konkret har kastet op af smerte.
Ved venlige menneskers råd og vejledning faldt jeg tilsidst frem til en osteopat i Næstved, og ved “try-and-error” fik han lusket sig frem til, at det min læge havde deklareret, nok ikke helt passede.
Min praktiserende lægevikar holdt nemlig på, at jeg “ikke fejlede noget, det er rent muskulært, og her er nogle smertestillende og muskelafslappende”.
Oesteopaten mente at nogle nerver var i klemme i den nederste del af rygsøjlen.
I dag, ca 9 mdr senere, var jeg så hos en rheumatolog. Han var overhovedet ikke i tvivl. Svær slidgigt i lænden og en diskusprolaps. Det stod nemlig i beskrivelsen af de røntgenbilleder, som lægevikaren havde brugt, til at forsikre mig om at jeg ikke havde slidgigt i hoften, og derfor ikke fejlede noget.
Det var også korrekt sagde rheumatologen. Men tricket var at læse videre… altså, at læse HELE teksten…
Tillykke til mig, jeg har brugt 9 mdr på ikke at fejle noget, så voldsomt, at jeg ikke har kunne ret meget andet end at ligge lig.
En pointe jeg fremførte overfor lægevikarens kollega. Han var ikke på arbejde i dag. Det var hun. Og derfor fik hun hele historien, imens hun lige skulle opklare hvorfor jeg har spontane blå mærker over hele kroppen. Mærker der starter i det små og vokser til ca 10×10 cm.
I mandags havde jeg fået taget blodprøver til nefrologisk eftersyn på torsdag. Det var fint, så kunne denne dags lægevikar nemlig med det samme konkludere, at hun vidste ikke hvorfor de blå mærker opstod, men hun kunne udelukke, at jeg havde leukæmi.
Eftersom jeg ikke lige var klart over at spontane blå mærker er et symptom på leukæmi, og derfor heller ikke vidste at den var i spil, tog det live et par blink med øjnene at begribe beskeden. Og i den kontekst, syntes jeg det er billigt med gratis farve på kroppen. Jeg tror, jeg vil døbe dem: mine organiske tuscher.
